Manglende online marketingkompetencer kan være skyld i tabt e-handelsomsætning

Danske forbrugere har i stor stil taget internettet til sig. Tal fra Danmarks Statistik viser, at 87% af danskerne mellem 16-74 år dagligt er på nettet.

Online marketing, digital marketing, e-handel, internet, adfærd, marketingkanaler, marketingkompetencer

Men hvad foretager de 87 % af den danske befolkning sig så på nettet? På top 3 ligger e-mail, netbank og søgning på varer og tjenesteydelser. Men danskerne søger ikke kun efter varer og tjenesteydelser – de handler også i stigende grad på nettet. Dansk Erhverv forventer, at e-handel af varer og tjenesteydelser runder 100 mia. i 2016 – til sammenligning omsatte Dansk Supermarked i 2015 for 57,5 mia.

De danske virksomheder har haft deres brands etableret på de digitale medier i mange år, og de fleste er efterhånden også til stede på en eller anden form for e-handelsplatform, som de stiller til rådighed på den digitale markedsplads. Alligevel ser vi en stigende del af danskernes e-handel gå til udlandet. Ifølge FDIH er tallet steget fra 23 til 30 mia. kr. i 2015, hvilket åbner op for spørgsmålet “hvorfor går så stor en del af omsætning til udlandet?”.  

Den store udfordring er, at de danske forbrugere handler på en global markedsplads. Der er ingen grænser mere. Det vil sige, hvis de udenlandske butikker er bedre til at agere på tværs af de mange online marketingkanaler, så er det deres butikker, forbrugerne får øje på, bliver påvirket af og i sidste ende handler hos. Den rigtige pris, kvalitet, returneringsmuligheder, fragt etc., som udbydes på de danske e-handels websitets, når slet ikke at komme i spil, fordi de danske online butikker aldrig når at vise sig frem for de potentielle kunder.

For at undgå store, unødvendige marketingomkostninger og i værste fald slet ikke at nå ud til de potentielle kunder, er det vigtigt ikke udelukkende at fokusere på at lægge trykket på den enkelte online marketingkanal, men i lige så høj grad at forstå de mange online marketingkanalers muligheder, styrker, svagheder og sammenspil for at kunne bruge dem.

Hvis danske virksomheder skal tage kampen op, er det nødvendigt med en fokuseret indsat på en opkvalificering af online marketingkompetencer blandt salgs- og marketingafdelingernes  medarbejdere, så de kan løfte opgaven med at skabe trafik til online butikkerne og øge e-handelsomsætningen – og samtidig være med til at skabe loyale kunder.

Recent Posts